dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Kommuner misbruger tilsynsrolle overfor privatinstitutioner
Rudolf Steinerbørnehaven Sommerfuglen i Birkerød tilbyder ikke børnene at bruge ipad. Her er ungerne ude i uanset vejret, og der er en helt anden tilgang til legetøjet. (Foto: Lasse Kofod)

Kommuner misbruger tilsynsrolle overfor privatinstitutioner

Formanden for Daginstitutionernes Landsorganisation synes, at flere kommuner bruger tilsynet til at styre privatinstitutioner, som om de var kommunale
14. APR 2016 16.15

Siden loven om oprettelse af privatinstitutioner blev vedtaget i 2005, har antallet af private daginstitutioner efter en forsigtig start været hastigt stigende og nærmer sig nu 600 på landsplan. I starten fik man den opfattelse, at kommunerne nærmest ignorerede dem, idet mange kommuner var meget tilbageholdende med at orientere forældrene om, at de overhovedet fandtes i deres kommune.

I takt med udviklingen, og den stigende betydning de private daginstitutioner har fået i den enkelte kommune, har dette heldigvis ændret sig, og langt de fleste kommuner oplyser i dag om de private daginstitutioner på deres hjemmeside. I samme periode har vi i DLO erfaret, at kommunernes interesse for tilsynsopgaven med de private daginstitutioner er vokset tilsvarende, hvilket vi hilser med tilfredshed.

Men måske var det her på sin plads at minde om, at private daginstitutioner adskiller sig fra kommunale og selvejende daginstitutioner med driftsoverenskomst. Kommunen skal føre tilsyn med alle tre kategorier, men der er ved de private daginstitutioner tale om et mere overordnet tilsyn, hvor kommunen skal sikre, at institutionen lever op til de vilkår og rammer, som er opstillet ved kommunens godkendelse af institutionen, og ikke blande sig i ledelsens arbejdsgiveransvar eller forsøge at ensrette pædagogikken i alle kommunens institutioner.

Tilsynsopgave overskredet
I bestemmelserne om privatinstitutioner tales der tværtimod om, at der skal være et bredt tilbud af forskellige daginstitutioner til fremme af alsidighed og forskellighed.

Meget tyder på, at kommunerne i stigende grad har svært ved at respektere denne forskel og forsøger at misbruge tilsynet til at styre privatinstitutionen, som var det en kommunal institution. Vi har i DLO desværre haft en række eksempler.

I et tilfælde har kommunen ønsket at stille en lang række detaljerede spørgsmål til de enkelte medarbejdere, herunder en vurdering af ledelsen. Her overskrider kommunen langt grænsen for tilsynsopgaven. Sagen er da også indbragt for Statsforvaltningen.

Forsøg på pres
I et andet tilfælde forsøger en kommune at tvinge en Rudolf Steiner-institution til at fravige Rudolf Steiner-pædagogikken, hvad angår digitale kompetencer. Vi har landet over et stort antal Rudolf Steiner institutioner, som er baseret på den internationalt anerkendte Rudolf Steiner-pædagogik, og som søges af mange forældre. Forhåbentlig kommer politikerne i den pågældende kommune til besindelse og indser, at ensretning og begrænsning af forældrenes frie valg ikke er vejen frem. 

I et sidste eksempel har en kommune forlangt at privatinstitutionerne i forbindelse med tilsynet skulle bruge et bestemt, kompliceret internetbaseret rapporteringssystem og selv betale flere tusind kroner for at sende medarbejdere på kursus i brugen af det.

Igen et tilfælde hvor kommunen ikke respekterer, at privatinstitutioner ikke bør forsøges presset ind i rammen for kommunale institutioner. Heldigvis oplever vi dog også, at andre kommuner stiller sådanne faciliteter til rådighed – til frivillig afbenyttelse.

At kommunerne i dag tager tilsynsopgaven alvorlig, hilser vi fra DLO velkommen, men det skal være tilsyn med kerneopgaven og kvaliteten og ikke bureaukrati og tidsrøveri, og kommunen skal holde sig langt fra indblanding i interne anliggender og forældrenes valg af pædagogik.

Samarbejdet mellem Kommunerne og Privatinstitutionerne vil være omdrejningspunktet på DLOs konference for og om Privatinstitutioner den 2/6-2016 i Odense.

Formand for DLO, John Hebo Nielsen

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.